Golf

Hvis I ønsker at spille golf, mens I er i Thy, tilbyder vi en flot 18 hullers golfbane, beliggende kun 3 km fra Klitmøller. Den er optaget i Peugeots Golfguide med en delt 2. plads i Danmark med 16 stjerner ud af 20 mulige. Bl.a. har Dansk Golf kåret hul 5 som Danmarks bedste hul 5.

På grund af banens beliggehed i Nationalpark Thy med masser af plads og undergrund bestående af sandklitter, så finder du her hele året unikke forhold som f.eks.
• Altid tørre fairways (banen er aldrig lukket pga vand)
• Ingen hvide pæle (og næsten heller aldrig blå)
• Hurtige greens

Banen, som ligger i Nationalpark Thy, er en typisk ”vesterhavsbane” beliggende i en flot gammel plantage, plantet for at beskytte indlandet mod sandflugten. Området bærer præg af at ligge meget tæt på havet (ca. 4 km), hvorfor vegetationen oprindeligt bestod af bjerg- og klitfyr. Disse indkranser stort set alle banens huller, og vi betragter dem som vores rough – deraf udtrykket, ”i Nordvestjysk Golfklub er roughen 8 m høj”

I årenes løb er der plantet mange ege, bøg og andet løvtræ og dermed er det blevet en endnu mere vekslende natur der omgiver banen. Dette har samtidig medført et endnu mere rigt dyreliv, hvor harer, egern, råvildt og kronvildt ses jævnligt  – og ikke er sky, da der er meget begrænset trafik – udover golfspillerne.

Banen er karakteriseret ved udfordrende fairways – til tider grænsende til det svære, da disse ikke har et naturligt muldlag, men mange steder ligger ovenpå op til 40 meter klitsand. Tee-steder og greens er bygget efter alle kunstens regler og arkitekten har skabt endog meget svære og kuperede greens på de fleste huller. En del fairways har linkskarakter med en udformning, som er sjælden og meget smuk.

Lad os arrangere green-fee mv.

Vi kan også lave et specielt firmaarrangement på golfbanen, der inkluderer transport, middag, præmieoverrækkelse m.v.

Se video af banen